Badminton Academy er en forening, hvis formål er at bidrage til at skabe flere gode spillere i dansk badminton. For at kunne fastholde og udbygge vores position i international badminton er der behov for, at vi sørger for at kultivere og udvikle den ambitiøse del af bredden som ”fødekanal” til eliten.
Danmark er et lille land, og vi er i konkurrence med store nationer som Kina, Indonesien og Malaysia. Vi har en stærk badminton tradition og kultur, og vi vil gerne bidrage til at give ambitiøse spillere og forældre mulighed for at få de bedst mulige betingelser for at dygtiggøre sig. Derfor har vi skabt Badminton Academy konceptet.
Vi ønsker at være med til at støtte lokalklubberne således, at de kan få flere ressourcer og dermed kan skabe bedre mulighed for at udvikle spillerne.
Vi understreger, at Badminton Academy på ingen måde er et alternativ til din lokale klub. Vi er et supplement til den træning, du har i din egen klub, og vi håber på, at det du lærer hos os kan komme andre i lokalklubben til gode.
Badminton Academy er stiftet af Robert Frost og Henrik Kronborg Jørgensen.
Foreningen følger Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) love og bestemmelser.
Robert Frost udtaler:
”Jeg er selv badmintontræner, men også forældre til 2 ambitiøse piger på hhv. 9 og 11 år. Vi bruger rigtigt meget tid ude i de forskellige haller, og vi elsker det. Men jeg må også erkende, at det er tydeligt, at der i mange små lokalklubber ikke altid er ressourcer til at udfordre og udvikle spillerne. Derfor taber vi mange, som med den rigtige støtte og i de rigtige rammer kunne være blevet gode. Det er vigtigt, at vi samler de spillere, som gerne vil give den en skalle, så de kan træne sammen og gøre hinanden gode. I rammer med de bedste trænere, og hvor hver træningstime er intensiv og med kvalitet i højsædet, vil den enkelte spiller kunne tage nogle gigantiske spring på kort tid.
Jeg kan se det med mine egne døtre. Den yngste, som egentlig er U9 spiller er gennem målrettet (og sjovt) træningsfokus sprunget fra U9 til U11A på én sæson. Den ældste som er førsteårs U13 spiller er rykket fra U13D til U13A i samme sæson. Sæsonen efter rykkede hun til Mesterrækken. Så hvis man gør det rigtigt, sker udviklingen hurtigt.”